På alle vores hold er der lydighedstræning - vi skelner blot mellem decideret lydighedstræning, hvor man med sin hund ønsker at træne inden for det, vi kalder DcH-Programmet, og andre hold.


Et af DcH’s formål er at virke for anvendelsen af hundens evner og færdigheder til konkurrencesport.

Hvis du skulle få lyst til at deltage i konkurrencer, har vi også deciderede konkurrencehold i forskellige klasser inden for DcH’s lydighedsprogram svarende til de klasser (sværhedsgrader), man kan konkurrere i:

- K-klasse (begynderklasse)
- C-hold
- B-hold
- A-hold
- Elitehold

Konkurrenceprogrammet består af flere forskellige øvelser som går igen op gennem de fire klasser i forskellig sværhedsgrad. Det er f.eks. lineføring, stå, sit, dæk, apport, spring, fremsendelse, sporarbejde, rundering/eftersøgning og frit søg. 


 

 

Lidt om de forskellige øvelser (sammenskrivning af alle klasserne)

Lineføring er en opvisning af, at man kan gå med sin hund i snor efter et fastlagt program med forskellige momenter indlagt (almindelig og langsom gang, løb samt opstandsninger). 

Stå, sit og dæk viser, at man under gang eller løb kan få hunden til at adlyde den givne kommando.

Apport er en øvelse, hvor man kaster en genstand, som hunden sendes ud efter. Genstanden kan være af forskelligt materiale f.eks. træ eller plastic.

I springøvelsen sender man hunden over en forhindring (og i højere klasse tage en apport genstand med tilbage).

Fremsendelsen går ud på at kunne sende sin hund ud i en given retning og få den til at lægge sig på afstand, hvorefter man kalder den hjem igen.

I sporøvelser udnytter man hundens gode næse til at følge et spor for at finde et antal genstande. Sporenes længde varierer fra 200 til 1000 skridt afhængig af klasse. Sværhedsgraden varieres også ved at indføre 45-90-120 graders knæk i sporet. 

Rundering/eftersøgning består i, at hunden gennemsøger et område for at finde en figurant. Det kan være en person eller en genstand. Når hunden har fundet figuranten, skal hunden begynde at gø for at gøre føreren opmærksom på fundet.

Frit søg går ud på, at hunden skal afsøge et område og finde et antal genstande og bringe dem ud til føreren.

Hvis du kunne tænke dig at prøve at gå til konkurrence for første gang, afholder klubben en lokalkonkurrence i efteråret, hvor du kan at gå med din hund i kursusklasse – kursusklassen er en mild start på lydighedsprogrammet. 

Nyheder

Sponsorer