Foråret – startskud for flåter

Forår er lig med masser aktiviteter uden for sammen med dine dyr. Men husk samtidig at tage dine forholdsregler mod flåter. De ubudne gæster kan nemlig overføre alvorlige sygdomme til både mennesker og dyr.

Faktisk er flåter verdens næst hyppigste overfører af smitsomme sygdomme, kun overgået af malariamyggen. Blandt de værste sygdomme er Borreliosis, TBE samt Erlichiosis. Højsæsonen for flåtbid er juni, juli og august. Antallet af skovflåter har været stigende gennem de seneste år på grund af gunstige klimaforhold og en øget vækst af råvildt, som er skovflåtens vigtigste vært.

Gode råd for at undgå flåtbid

Brug forbyggende flåtmidler regelmæssigt, ingen midler er dog 100 % effektive.
Tjek din hund for flåter dagligt i sommermånederne, da smitten bliver overført i løbet af 12 til 48 timer.
Tjek også dig selv. Flåten søger til steder på kroppen med høj fugtighed og tynd hud, som lysken, armhuler, knæhaser og hårkanten.
Fjern flåten med en flåttang, så du får alle munddelene med ud. Ellers er der risiko for kløe og infektion.
Undgå at presse flåtens krop, da du ellers risikerer, at flåten afgiver bakterier eller smittebærende spyt i huden på din hund.
Hold græsplænen kort, så solen kan trænge ned og udtørre jorden om sommeren. Flåter trives nemlig bedst i varme og fugtige omgivelser.
Gå i lukket fodtøj og lange bukser, når du færdes i områder med mange flåter.

Korte fakta om flåtbårne sygdomme

Borreliosis er ofte mildt og der ses tit kun midlertidig rødmen i huden. Mange hunde bekæmper altså denne bakterie uden at blive syge. Det er muligt at vaccinere hunde forebyggende mod borreliosis. Vaccinen forhindrer bakterien i at vandre fra flåtens tarm til spytkirtlerne og herfra videre til hunden.

Erhlicia, der giver mange af de samme symptomer som Borreliose. Erhlicia giver dog ikke hudrødmen, og den er særligt ubehagelig, fordi den angriber immunforsvarets hvide blodlegemer. Selvom infektionen behandles, kan din hund derfor få varige mén i form af nedsat præstationsevne. I de fleste tilfælde er hunde i stand til at bekæmpe infektionen selv.

Begge sygdomme kan behandles med antibiotika, og det er derfor vigtigt, at du bringer din hund til en dyrlæge, hvis du har mistanke om, at din hund er blevet bidt af en inficeret flåt.

TBE, også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse skyldes et virus, der ligesom de øvrige sygdomme overføres via flåtens munddele. I modsætning til de andre sygdomme, hvor risikoen for smitte falder, hvis man fjerner flåten hurtigt, synes TBE at bliver overført næsten med det samme. TBE er diagnosticeret i hunde, men som med Borrelia er der sandsynligvis mange hunde, som bliver smittede uden nogensinde at blive syge.

Kilde: Dyrekassen Danmark